DanskDen lange vej, del I - Den europæiske lovgivningsproces
Der er gået mere end to år siden direktiv 2019/1937 om anvendelse af visse farlige stoffer og det nye direktiv om forebyggelse af forurening forårsaget af visse farlige stoffer. Til dette formål kræver det en radikal ændring, både på europæisk og nationalt plan. Med hensyn til EU's forpligtelse til at styrke standarderne er dette et klart tilfælde for Kommissionen til at iværksætte en proces til udvikling af europæiske standarder på grundlag af lovgivningen på skatteområdet.
Kompetence
Der skal skelnes mellem EU's lovgivning og lovgivningen i medlemsstaterne, dvs. også i Tyskland. Den Europæiske Union er bemyndiget af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) til at vedtage visse retsakter. På visse områder, f.eks. toldunionen, er det kun EU, der kan udstede standarder. På andre områder kan EU kun vedtage love, hvis et lovgivningsmæssigt mål bedre kan nås på EU-plan end på medlemsstatsplan.
Retten til nominering
Enhver lovgivningsprocedure begynder med, at nogen fremsætter et forslag til en lov. Organer og personer, der har lov til at stille et forslag, kaldes for initiativberettigede.
På europæisk plan er det kun Europa-Kommissionen, der har initiativret. Dens medlemmer nomineres af medlemslandene og vælges af Europa-Parlamentet. Deres modstykke på medlemslandenes niveau er som regel regeringerne. Hvis Kommissionen ikke foreslår lovgivning på et område, kan de andre institutioner, der er involveret i lovgivningsprocessen, eller EU's borgere bede den om at gøre det.
Kommissionen har valget mellem to forskellige former for retsakter: en forordning og et direktiv. Når en forordning er vedtaget, gælder den direkte for alle medlemsstater og EU-borgere. Et direktiv, på den anden side, formulerer visse krav, som medlemslandene skal gennemføre i deres egen lovgivning. For eksempel skal medlemslandene i henhold til Whistleblower-direktivet vedtage en lov, der blandt andet kræver, at virksomheder med 50 eller flere ansatte opretter interne whistleblowing-enheder.
Nogle gange tillader et direktiv visse undtagelser fra dets krav. Ofte har medlemslandene lov til at træffe foranstaltninger, der går ud over direktivet, for at opfylde direktivets mål. Disse direktiver kaldes minimumsharmonisering, da EU dermed opnår mindst et minimumsniveau af beskyttelse i sine medlemslande. Whistleblower-direktivet giver medlemslandene mulighed for at udvide whistleblower-beskyttelsen. I henhold til det nye lovforslag er de således ikke kun beskyttet, når de indberetter overtrædelser af EU-lovgivningen, men også når de indberetter en række andre overtrædelser af national lovgivning.
Afstemningen
Så nu har Kommissionen hypotetisk set foreslået en forordning eller et direktiv. Det videre forløb afhænger af, hvilken type procedure der er tale om. I langt de fleste tilfælde er det den såkaldte almindelige lovgivningsprocedure. Den kaldes også den fælles beslutningsprocedure, fordi Europa-Parlamentet har mulighed for at være med til at forme lovforslaget.
Kommissionen sender sit forslag videre til Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union. Sidstnævnte består af de respektive ministre fra medlemslandene. Parlamentet stemmer derefter om forslaget ved førstebehandlingen og videresender resultatet til Ministerrådet. I den forbindelse kan det også foreslå ændringer til Kommissionens udkast. Efterfølgende stemmer Ministerrådet også om udkastet, inklusive Parlamentets ændringsforslag.
Hvis Rådet afviser Parlamentets forslag, er der en andenbehandling. Ved denne andenbehandling stemmer Europa-Parlamentet igen om Ministerrådets forslag. Hvis det godkender dem, anses den lovgivningsmæssige retsakt for at være vedtaget. Hvis det afviser, er lovgivningsproceduren fortsat uafsluttet. Hvis det foreslår yderligere ændringer, skal det igen sende dem til Ministerrådet og Europa-Kommissionen.
Hvis Kommissionen afviser det resulterende forslag, kan Ministerrådet enstemmigt tilsidesætte dette veto. Hvis Ministerrådet derimod afviser ændringsforslagene, indkaldes Forligsudvalget som et særligt organ. Dette udvalg skal nå frem til en aftale i en særlig procedure i samarbejde med Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen.
Whistleblower-direktivets vej var ikke så lang på europæisk plan. Allerede ved førstebehandlingen vedtog Europa-Parlamentet forslaget med 591 stemmer for, 29 imod og 33, der undlod at stemme. Kommissionens plan blev også godkendt i Ministerrådet.
Konklusion
Når en retsakt har været igennem den europæiske lovgivningsproces, skal den til sidst offentliggøres. Det sker altid i Den Europæiske Unions Tidende. Ofte bestemmer en retsakt selv, hvornår den træder i kraft. Ellers træder den i kraft 20 dage efter offentliggørelsen.
Den europæiske lovgivningsproces er i høj grad bestemt af den institutionelle trekant mellem Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet. Da de europæiske retningslinjer for whistleblowinglovgivning blev udstedt i form af et direktiv, skal de også igennem en tysk lovgivningsprocedure. Dette vil blive undersøgt mere detaljeret i del II af denne artikelserie.
Friskrivningsklausul
Innehållet på vår webbplats är endast avsett för allmän information och utgör inte juridisk rådgivning. Informationen på vår webbplats kan inte och är inte avsedd att ersätta individuell juridisk rådgivning från en advokat. Vi garanterar inte att informationen på vår webbplats är korrekt, fullständig eller aktuell.